Vi har netop overstået 1 års dagen for Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne af Muhammed, og det er der – naturligt nok – kommet en del debat ud af. Vi har vel alle lært en hel del om os selv som samfund, og vi har lært meget om den afgrundsdybe forskel, der er på os og “de andre”. Undervejs er Danmark blevet beskyldt for intolerance på alle mulige områder – og muslimer over hele verden har stået som uskyldige ofre og repræsentanter for det, de kalder “fredens religion”. Det vil jeg da gerne knytte et par kommentarer til!
Vores statsminister har heldigvis overlevet, og han siger: “Vi viger ikke én millimeter”. Det er jeg oprigtigt glad for. Læs et uddrag af interviewet her. Og naturligvis skal vi ikke vige en millimeter. Vores demokrati og dets fundament – ytringsfriheden – er betalt med blod gennem århundreder. Det er nok værd at forsvare, og selv stupide beskyldninger om racisme bør prelle af. De seneste begivenheder med Paven viste os med krystalklar tydelighed, at mørkemændene er helt og aldeles udenfor pædagogisk rækkevidde. Vi kan sikkert ikke gøre andet end at holde øje med dem – og så i øvrigt give dem den opmærksomhed, de fortjener: Et hånligt fnys.

Det intolerante og såkaldte “fremmedforskrækkede” Danmark bruge da 60 millioner kroner på at hente muslimer hjem fra Libanon, da der blev lidt for hedt for dem der. Det er ikke specielt intolerant set i lyset af, at flertallet var flygtet fra netop Libanon tidligere og givet ophold i Danmark af humanitære årsager, da deres liv var truede. Nu rejste de så på ferie i det land, hvor de tidligere var i livsfare – og vi hentede dem til Danmark igen. Bliv mig fra livet med beskyldninger om racisme og intolerance!

Vi er også et samfund, hvor en rablende idiot som Lars Grenaa – kendt for at smide maling på statstministeren – kan indtage en fremtrædende rolle i fagforeningen BUPL. Det siger selvfølgelig først og fremmest en masse om BUPL, og her er jeg 100% enig med Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, når han kalder BUPL for en “beskidt, bestialsk og skruppelløs fagforening”. Lars Grenaa er demokratisk indvalgt i BUPL, og det betyder – i min verden – blot, at han repræsenterer medlemmerne. Det er altså en straffet kriminel uden nogen som helst respekt for demokratiet, som medlemmerne af BUPL ønsker i hovedbestyrelsen! Jeg er glad for, at jeg ikke har børn – så skal jeg ikke bekymre mig om, hvem der passer dem…

Dette var nok et lidt anderledes indlæg – men selv en gammel reklame-mafioso har holdninger. Og er du uenig, er du meget velkommen til at poste her, for vi har ytringsfrihed i dette fremmedfjendske, intolerante og åh så fattige land!

Til slut: Godt gået, Anders! Vi har savnet dig i mediebilledet på det seneste. Nu håber vi, at du er frisk på lidt kamp, og at du hælder godt til højre 🙂

Del gerne