Nu er det godt et år siden, jeg udgav bogen “Virkeligheden er klog”, og det har faktisk været en stor oplevelse for mig, som jeg vil dele lidt af her. Bogen var min fjerde – jeg har siden udgivet bogen om Google Plus – og den var den første og til dato eneste, der ikke handler om online marketing i en eller anden form. Hvis du ikke kender til bogen, kan du passende kigge forbi hjemmesiden for den her: Virkeligheden er klog.
“Du har ændret mit liv!”
Jeg har været så heldig, at mange af køberne til mine bøger om SEO og den slags har skrevet til mig og takket for, hvad de fik ud af bøgerne. Det betragter jeg som et stort privilegium, for folk har trods alt betalt for dem. Og at jeg har kunne bidrage (omend mod betaling) til, at andre har fået bedre placeringer i søgemaskiner og mere ud af deres hjemmesider – ja det er da stort for mig.
Men med “Virkeligheden er klog” er det helt anderledes gribende og alvorlige e-mails, jeg har fået. Jeg har fået mails fra mennesker, der ligeud skriver, at jeg har ændret deres liv, reddet deres forhold og sågar fået dem ud af et misbrug med min bog.
Det er stort i min verden. Ikke fordi jeg er sådan overvældende social eller næstekærlig – sådan ser jeg i hvert fald ikke mig selv. Men det har givet mig en pudsig følelse, der er en kombination af stolthed og ydmyghed. Tænk engang – mine ret usødede holdninger og indspark har hjulpet mennesker, blot fordi jeg har nedfældet dem i en bog.
Måske er jeg også coach nu?
Det forgangne år har også medført en anden og sjov udvikling. Jeg har i flere år i “al hemmelighed” været coach eller rådgiver for en del mennesker – nogle få venner og en del forretningsfolk. Men siden bogen udkom er den del af min tid vokset ganske betragteligt – og det var faktisk slet ikke hverken meningen eller forventet.
I dag har jeg en række “klienter”, som via Skype bruger mig til at give dem nogle los bag i, lytte eller komme med løsninger. Og sidstnævnte gør nok, at enhver “rigtig”coach vil fnyse i forargelse, for der er vist noget med, at en coach ikke kommer med løsninger. Og det har jeg nu altid ment er noget pladder!
Hvis et menneske i vildrede kommer til mig med en problemstilling, og jeg har løsningen – skulle jeg så ikke give dem den? Selvfølgelig skal jeg det – det er da at holde folk for nar at liste, lokke og lure dem til selv at tænke frem, hvad jeg kunne levere dem på en brøkdel af tiden. Javel – det er sikkert en god forretning at strække en løsning over flere sessioner, men det er mit og mine klienters liv altså for korte til.
Har jeg ikke løsningen, har jeg metoderne til at finde den – og så er det der, vi starter. Jeg har stået i problemer af vidt forskellig art til op over begge ører så mange gange i mit liv, at der ikke er meget, jeg ikke har en vej til at løse. Og det er vel det, jeg skal levere? Altså udover at kalde en skovl for en skovl, for det er det, jeg kan. Jeg kan godt huske, da jeg første gang sagde til en klient, der havde købt en time med mig, at han skulle holde op med at være et tudefjæs. Der blev helt stille et øjeblik, og så sagde han tak. Og der fra gik det bare én vej med hans problemer, og det var fremad.
Så nu sidder jeg her med endnu en gren på min forretning – nemlig coaching eller hvad du vil kalde det. Og det var som nævnt ikke ventet, men det er spændende og berigende på det personlige plan.Hvert eneste af de dejlige mennesker, jeg skubber til, giver mig så megen indsigt og ligefrem visdom, at det er helt vildt. Det skylder jeg dem stor tak for!
Hvem ved? Måske er der materiale til en fortsættelse af Virkeligheden er klog under en eller anden form – det må tiden og virkeligheden vise, og den er som bekendt klog 🙂
Jeg er så en af dem der bruger Thomas som min coach / mentor, og det har jeg gjort et stykke tid. Jeg vil gerne sige at det er en fornøjelse og en oplevelse. Men kom ikke og forvent at blive aet med hårene, for det gør Rosenstand altså ikke!
Hej Thomas
Tillykke med den nye kasket du har fået i form af coach. Jeg er ret sikker på, at du er ret så dygtig til det. Det er du fordi du kalder en skovl for en skovl og er ikke bange for, at fortælle dine kunder sandheden.
Håber at få fornøjelsen af, at snakke med dig i dit hjemland i den nærmeste fremtid.
Hej Frank
Tja – mit hjemland er jo her nu, men mit fødeland skal jeg se den 28. maj til Marketing Camp 2013, og der kommer du da selvfølgelig! Jeg ville gerne have været afsted til bisættelsen på lørdag af Rene, men det kommer jeg altså ikke.
Det er altså også en virkelig god bog du har skrevet. Dejlig lige på og hårdt og uden omsvøb. Præcis som man kender dig 🙂 Og det er præcis det man kan have brug for engang imellem, at der er én der siger præcis det.
Så synes også det er godt at du kommer med løsningen til dine “klienter”.
Og håber da du en dag kommer med en fortsættelse af bogen. Nu er det jo snart et halvt år siden du skrev indlægget 🙂 Så vil da lige minde dig om tankerne her, hvis ikke du allerede er igang 😀 Hehe…
Hej Steffen
Tak skal du have!
Jeg har bestemt lyst til at skrive en fortsættelse af bogen, men det kræver både, at jeg finder tiden til det og finder den form, den bog skal have.
På et tidspunkt – ja.