Asylansøgere på hotel

Som vanligt viste Twitter sig underlegen til en debat med nuancer, efter jeg tidligere i dag twittede om den bizarre historie om, at Røde Kors sender voldelige og farlige asylansøgere ud af Sandholm og ind på hotel midt i København uden opsyn:

 

https://twitter.com/rosenstand/status/278925407493959681

[box type=”info”] Historien fra TV2, der udløste debatten på Twitter kan du læse her – klik[/box]

Min forargelse over dette handler på ingen måde om, at der bruges penge på at betale et hotel for at indkvartere disse individer. Det er uden tvivl småpenge i forhold til, hvad der ellers bruges på det felt, så fred med det. Næ – min forargelse er faktisk på vegne af to forskellige grupper af mennesker: Dels de sådan cirka 5,4 millioner danskere, der er ganske fredelige og lovlydige, og som nu skal dele gader og stræder med mennesker, der er så voldelige, at man end ikke på et sted som Sandholm kan håndtere dem. Og dels er det i sympati med de stakkels mennesker, der efter at have udstået ubeskrivelige rædsler, sidder klumpet sammen og venter på behandling af deres asylsag, mens de faktisk gør alt for at “opføre sig anstændigt” og forberede sig til, hvad de håber, er deres nye hjemland.

Asyl handler vel om liv og velfærd?

Jeg antager, at hvis et menneske ender i en så ulykkelig situation, at det er livsfarligt at være i sit hjemland, og man derfor vælger at flygte og søge asyl i et land, der måske kan byde på fred, er man indstillet på at gøre, hvad der er muligt for at få den asyl. At det ikke er sjovt at være asylsøger, er der ingen tvivl om – men der er trods alt mad, ingen livsfare og lommepenge, mens man venter.

Jeg er så tilpas firkantet, at jeg tillader mig at stille nogle få forventninger til de mennesker, der kommer og vil have ophold i Danmark. Og det gør jeg, selvom jeg selv bor i et andet land. Jeg er trods alt dansker, betaler skat og alt det der. Og uden der skal være nogen sammenligning overhovedet: Jeg må også indrette mig efter betingelserne, lovene og kulturen her i USA, hvor jeg har fået lov at være.

Jeg prøver at forstå, hvad der kan drive asylansøgere til at pushe narko, mens de venter på at få lov at være i Danmark, men det kan jeg ikke. Jeg prøver også at forstå, hvad der kan drive asylansøgere til at agere voldeligt, mens de venter. Og her er det lidt mere gråzone, for at der er knækkede vinger blandt dem, er der ingen tvivl om. Og knækkede mennesker agerer ikke rationelt.

Men så er det, at min forståelse stopper. Hvorfor får disse voldelige mennesker ikke et ultimatum: Opfør dig ordentligt, bliv diagnosticeret og modtag behandling – ellers ryger du ud i en ruf. Hvis man har sagt A, må man også sige B – og hvis Danmark har valgt at tage imod disse asylansøgere, må Danmark også tage ansvar for dem, mens de er der. Og med det mener jeg både at behandle de, der er så traumatiserede, at de ikke kan fungere og at sikre resten af Danmark og de mere velfungerende asylansøgere mod dem. Og det gør man altså ikke ved at sætte dem på et værelse i København og komme forbi hver 14. dag med lommepenge!

Danmark har nok et af verdens mest tilgivende systemer – det ser vi jo hver dag med nassere på samfundet, bizart lave straffe til kriminelle (senest fik en mand 4 år for gentagen sexmisbrug af små piger), ekstrem tolerance overfor kriminelle indvandrere og meget andet. Og derfor er Danmark naturligt en magnet for de sorte får, der findes overalt.

Opskriften synes klar: Kryds grænsen, ansøg om asyl og tjen en god slat penge ved at pushe i København. Og havd gør det ved systemets og folkets syn på de ægte trængende skæbner? Ja – gæt selv.

Så min konklusion – som ikke kan gengives med de 140 tegn på Twitter – er noget a la: Hvis asylansøgere er så voldelige, at de er en trussel, må de behandles som en trussel. Og det vil sige at afskære dem fra muligheden for at skade uskyldige. Og kan de hjælpes (hvis deres ageren skyldes traumer), skal de så have den hjælp. Kan de ikke hjælpes, skal de ud af landet.

Det KAN ikke være rigtigt, at nogle få individer – ofre eller ej – i humanitetens navn skal gøre det usikkert for flertallet at færdes i det offentlige rum. Det er udemokratisk, og det er inhumant. For at være human må da handle om at sikre de bedst tænkelige betingelser for de fleste, ikke?