Ateisme kontra tro

Hvis du følger mig på for eksempel Google Plus eller andre steder, kan du næppe undgå at have noteret, at jeg jævnligt skyder med skarpt mod religiøs tro. Det kan synes underligt for nogle – jeg er endda blevet kaldt missionerende og prædikende ateist. Faktisk er der en mening med, at jeg taler mod religion, og det vil jeg forklare baggrunden for i denne artikel. Jeg vil også uddybe de afgrunde, der gør en reel debat mellem troende og ikke-troende for nærmest umulig.

Hvis du interesserer dig for det, byder jeg dig velkommen til et kig ind i det, ateisme også er – og er du ikke interesseret, kan du roligt gå videre til en anden artikel nu.

Ateisme er grundlaget for reel og ægte moral Share on X

Hvad er en ateist?

En ateist er en person, der ikke mentalt arbejder med begrebet “tro”. Ateisten har ikke nogen tro på, at der findes en gud i nogen form. Ofte – nærmest altid – er ateister sådan skruet sammen, at der kræves beviser for påstande, før de kan accepteres. Det gælder ikke kun, når der er tale om religion, men det gælder i livets forhold generelt. For eksempel tror en ateist ikke på, at vaccine mod børnesygdomme er godt. I stedet accepterer ateisten de indiskutable videnskabelige data, der hinsides enhver tvivl dokumenterer, at vaccine er godt. Det er derfor rygende forkert at benytte begrebet “tro på at vaccination er godt”, da der jo netop ikke er tale om en tro men faktuel viden.

Ateisme?

Ateisten kan således – i yderste konsekvens – ikke påstås at vide, at der ikke findes en guddommelighed, for det er jo ikke entydigt videnskabeligt bevist. Til gengæld siger ateisten, at der er så overvældende diskrepans mellem,, hvad Biblen og andre religiøse skrifter siger og virkeligheden, at det er overvejende sandsynligt, at det hele er humbug. Du vil til gengæld aldrig finde én eneste ateist, der ikke omgående ville acceptere en guds eksistens, hvis det blev bevist. Og så er det jo ikke tro – men viden. Altså kan du konkludere, at ateisten afviser en gud på basis af virkeligheden og så det faktum, at der ikke er hverken beviser eller blot indicier på, at der skulle være en guddommelighed et sted. Og hvis du tænker over den: Begrebet ateisme giver slet ikke mening – det er ikke nogen isme lige så lidt, som det er en hobby ikke at spille fodbold.

Hvad er en troende?

Egentlig er det nok ikke nødvendigt at definere, men det er nok en god ide, at jeg i hvert fald bringer min definition. En troende er en person, der tror på en af de formelt beskrevne guder – den kristne Jehova, Allah, Buddha osv. Guden er defineret i og beskrevet af det eller de skrifter, der danner grundlaget for den pågældende tro – Biblen, Koranen, Toraen osv. Den troende mener, at “guden” har skabt verden og universet, elsker menneskene (og alle de andre arter), jævnligt og markant har grebet ind og fortsat gør det. “Guden” er i realiteten den, der styrer slagets gang på Jorden og i universet. En stor del af de troende beder dagligt eller mere til “guden”, samles i kirker, moskeer og synagoger – og mange tror fuldt og fast på, at der findes et helvede, hvor man kommer hen, når man dør, hvis man ikke gør, hvad der står i de religiøse skrifter, de nu tror på.

Mange troende har den fejlagtige opfattelse, at moral og anstændighed kun kan findes, hvis man er troende.

Hov – hvad med dem, der bare tror på “noget”?

I er ikke glemt, men I betyder ikke noget i denne sammenhæng, for jer kan man debattere med. I læner jer opad, at der må være “noget”, der er over os – men I læner jer ikke opad en Bibel, der foreskriver stening af homoseksuelle og den slags. I er tænkende i langt højere grad end de troende, og måske ender I som ateister – hvis altså ikke der en dag kommer én, der faktisk beviser en guddommelig eksistens.

Hvorfor er Rosenstand ateist?

Egentlig er det beskrevet i indledningen, hvor jeg beskriver, hvad en ateist er for en størrelse. Lad mig bare uddybe det lidt alligevel. Samtlige guder i samtlige skrifter beskrives som værende gode, altfavnende og almægtige. Det betyder jo, at en gud kan skabe et væsen (hvad de troende jo også mener), gribe ind i begivenheder (som det er beskrevet utallige gange i Biblen, Koranen m.fl.) og tage et liv.

Altså er “guden” også ansvarlig for kræft i små børn, jordskælv, tsunamier etc. Det står ikke til diskussion overhovedet, hvis vi skal følge, hvad de troende siger. Allerede der har vi første bevis på, at samtlige de beskrevne guder er fup og fidus, for der ville jo ikke være kræft i små børn, pædofile voldtægtsforbrydere, ISIS etc., hvis der var en gud, der holdt bare perifert af menneskene. I øvrigt ville dyremishandling jo heller ikke finde sted i det sindrige univers, denne gud har skabt.

Samtlige de religiøse doktriner beskriver skabelsen for eksempel – og de kan linje for linje afvises med simple og videnskabelige fakta. Der er endnu ikke fundet det endegyldige svar på skabelsen, så vi må vente og se, om det er Big Bang eller noget andet. Men de religiøst beskrevne skabelseshistorier er videnskabeligt bevisligt forkerte, så kun fantaster kan fastholde dem.

Jeg er ateist, fordi jeg INTET ser i nogen religion, der giver bare perifer mening. Samtlige religiøse skrifter er så fyldte med selvmodsigelser og er så tydeligt skrevet med to formål for øje, at det skriger til himlen:

1. At tæmme en uregerlig og lovløs flok, der dybest set er ligeglade med eget og andres liv. Derfor blev helvede opfundet – for en evig pinsel i flammerne var alligevel mere skræmmende end bare at dø.
2. At underkue de store masser, så en elite af præster og profeter kunne lukrere og udsuge. Og det gør de den dag i dag, hvor kirkerne i mange lande er styrtende rige, mens befolkningerne lever i armod.

Jeg har set små børn dø – børn på 3-4-5 år, uskyldige og dejlige. Nogle fik en hurtig og nådig død – andre døde under ufattelige pinsler af kræft. Når jeg hører folk sige, at det er “guds vilje”, fyldes jeg af en så overvældende kvalme og antipati mod disse ekstremt afstumpede mennesker.

Jeg har hjulpet mennesker, der blev udstødte af deres familier, fordi de valgte religionen fra – og jeg har set den formidable ondskab, disse religiøse tosser kunne mønstre. Da “guderne” jo kan gribe ind – men tillader den slags, ser jeg det som beviser på, at der ikke findes guder.

Derfor er jeg ateist.

Hvorfor er jeg modstander af religion?

Det er der en lang række gode grunde til. Jeg har gennem store dele af mit liv set, hvor megen fortræd religion gør. Om det er muslimsk terror eller indremissionsk ondskab, gør ingen forskel. Nu kan du jo sige, at der findes onde mennesker overalt, og det er også absolut sandt. Der findes adskillige onde ateister også. Forskellen her er blot, at onde ateister er syge og afsporede mennesker – onde religiøse er det sikkert også i nogle tilfælde, men i de fleste tilfælde er det altså gerninger, der udføres baseret på hellige skrifter.

Når en kristen for eksempel slår hånden af et andet menneske, fordi det menneske er homoseksuelt, er det religionen, der gør det menneske ondt. Når muslimer stener en kvinde, er det religionen, der får dem til det. Og så fremdeles.

3. Mosebog siger om homoseksualitet: “Om nogen ligger hos en Mand, paa samme Maade som man ligger hos en Kvinde, da har de begge øvet en Vederstyggelighed; de skal lide Døden, der hviler Blodskyld paa dem.”

Vi må erkende, at en ganske stor del af denne verdens befolkning er så svage i sindet, at de bukker under for religiøse doktriner, hvorfor de så begår terror, mishandlinger, udstødelser, fordømmelser etc. Ergo er religion i vores moderne samfund en betændt kræftsvulst, som jeg ser det.

Det betyder nu ikke, at alle religiøse er onde – det er ikke det, jeg siger. Jeg siger blot, at den så eksorbitant indbyggede ondskab i for eksempel Biblen tager fæste i alt for mange mennesker. Og i vores tid behøver vi ikke religion til at forhindre, at fædre avler med deres døtre (i øvrigt en disciplin der ISÆR finder sted i stærkt religiøse miljøer), vi behøver ikke religion til at sikre, at folk ikke bliver syge af at spise svinekød, og vi behøver ikke religion til at forklare os stjernerne og solen. De ER forklarede.

Nogle siger, at mennesker har behov for at tro på noget. Jeg mener, det er noget sludder. Jeg forstår til fulde, at det behov var der engang, da vi rendte rundt som forvildede fårehyrder, men vi har flyttet os siden. Vi har ikke brug for at sige, at det var Guds vilje, at onkel Ejnar døde alt for tidligt – vi ved, at det nok snarere hang sammen med 80 kilos overvægt og 30 smøger om dagen. Og så fremdeles.

Generer det mig, at folk er religiøse?

Jeg er langt fra perfekt, så jeg må desværre sige, at det gør det ofte. Dels bliver jeg ofte flov på andres vegne over, at voksne mennesker i fuldt alvor og offentligt bekender, at de tror på en fabelfigur, der er skabt af mennesker, der troede, at jorden er flad og at stjernerne er tættere på jorden end månen. For mig er der – af et ærligt hjerte – absolut ingen forskel på at tro på Supermand og på for eksempel den kristne gud. Det er lige så sandsynligt, at et lille barn ankom i et stjerneskib og er overfølsomt for kryptonit, som det er sandsynligt, at en gud skabte en jomfrufødsel, lod barnet (sin søn) henrette på bestialsk vis, genopstå og fare til himmels – alt sammen fordi guden elsker menneskene så højt…

Begge er figurer, der er skabt for at give os lidt virkelighedsflugt. Det er rart at tænke på, at Clark Kent er Supermand, der kommer til undsætning, når lokummet brænder – på samme måde som det er rart at tænke på, der er en gud, der passer på os. Men sagen er jo, at begge figurer er menneskeskabte, at der aldrig er dukket hverken Supermand eller en gud op, når en tsunami kommer rullende og dræber flere hundredtusinder uskyldige mennesker. Der er aldrig dukket hverken en gud eller Supermand op og rykket kræftcellerne ud af et barn eller trukket voldtægtsforbryderen væk fra en 8 år gammel pige, vel?

Tænk engang, hvis der var nogen, der tilbad Supermand, gik i særlige bygninger og bad til ham, slog ihjel for ham og andre hyggelige ting. Det ville da være latterligt, ikke? Lige så latterligt det lyder, lige så latterligt er det for mig, at noget menneske kan tilbede og tro på en gud.

Det generer mig i voldsom grad, når religiøse siger “Jeg vil bede for dig” til en dødssyg person. Det er da nok det sidste, en døende har brug for.

Det generer mig, når religion gør folk til tåbelige får, der blindt følger doktriner om for eksempel prævention (overbefolkning til følge), om homoseksuelle, om abort osv. Mange religiøse er endda imod organdonation!

Kan jeg ikke bare tie stille?

Det kunne jeg – men det gør jeg ikke, for jeg er ikke indrettet sådan. Og nej – tro er ikke en privat sag, så længe der er troende, der andre ondt med deres tro. Og det behøver vi ikke diskutere, om der er, vel? Jeg kan heller ikke tie stille om socialisme og kommunisme, der er om muligt endnu ondere og mere menneskefjendske ideologier end religioner er det.

Jeg tror ikke på konceptet i at tie stille. Det er ikke sådan, vi forandrer verden, men det er sådan, kirkerne, templerne og moskeerne gerne vil have, vi skal gøre: Holde kæft.

Jeg tror også på, at der muligt at lære flere, hvad reel ateisme er: Ikke at tro – men at vide. Vi ateister tror ikke på noget. Vi enten ved (fordi det er bevist), eller vi søger efter et bevis. Vi tror ikke undervejs – vi søger. Og mange af os protesterer mod det åbenlyse vanvid i religionerne – som for eksempel, når en flok kristne i en kirke hører og tror på, at verden er 6.000 år gammel, hvorefter de sætter sig ud i deres biler, der kører på benzin fremstillet af olie, der bevisligt er millioner af år gammelt.

Nu ved du, hvorfor jeg prædiker. Og nu er ordet dit!

Rosenstand out!

P.S.: Hvis du har tid og lyst, kan du her se en video, der rammende viser, hvad religion gør ved mennesker: