Hvad er din baggrund?

Jeg bliver af og til spurgt, hvor jeg oprindeligt kommer fra – og hvilken social baggrund, jeg har. Det er skam ingen hemmelighed, da det allerede er beskrevet kort i min bog “Virkeligheden er klog“, og den beskrivelse vil jeg da gerne dele med dig.

En lille og forkælet efternøler

Jeg blev født i 1963 – 16 år senere end min storebror og 19 år senere end min storesøster – altså en ægte efternøler, der faktisk har været næsten enebarn i hele min opvækst, da begge mine søskende forlod reden, mens jeg var lille.

Mine forældre var et par hårdtarbejdende og ganske fantastiske mennesker, og jeg vil sige, at vi var et middelklassehjem. Ikke rige – men bestemt heller ikke fattige. Min far var en imponerende mand, omend han rent fysisk ikke fyldte alverden. Han var den type, der fik folk til at lytte, når han talte. Og han var sådan en mand, der holdt sine løfter, havde en høj moral og et ganske skarpt klarsyn. Under 2. verdenskrig var han aktiv i modstandsbevægelsen, og senere var han politisk og samfundsmæssigt engageret, frem til han blev gammel, og helbredet begyndte at skrante. Min mor var en livsklog dame og nærmest et omvandrende leksikon med en imponerende paratviden om alt mellem himmel og jord. Og hun var skarp i pæren – da hun holdt tale ved mit bryllup med Charlotte i 2004 i en alder af 81 år, foregik det på rim i 8 minutter UDEN noter eller manuskript. Det var sådan noget, hun bare kunne.

Jeg var forkælet på mange områder. Dels havde jeg forældre, der stod bag mig i tykt og tyndt med både irettesættelser, støtte og kærlighed. Det burde alle jo have, men sådan er verden desværre ikke. Jeg havde store friheder i forhold til mine jævnaldrende – men altid under ansvar. Gjorde jeg i nælderne (og det gjorde jeg tit), var det ikke hverken far eller mor, der reddede kastanjerne ud af ilden for mig, men de guidede mig i at gøre det selv.

Fra borgerligt hjem over røde tanker til virkeligheden

Det er klart, at min opvækst i et borgerligt hjem med trofaste stemmer til De Konservative satte sit præg på mig. Og det var med det præg i bagagen, at jeg som 14 år gammel lærte en anden politisk retning at kende – nemlig den røde. Min bedste ven i mange år var søn af en pædagog (hans mor), som han voksede op med alene. Og hun var sådan cirka så rød, som de fås – med lilla ble, hængekøje i stuen, ølejre og hele baduljen.

I hans hjem oplevede jeg, hvordan hun og hendes venner sad i en stor seng i stuen med en guitar og en kande urtete og sang “For sådan er kapitalismen”. Jeg tror også, det var der, jeg første gang røg en fed, og det gjorde det jo bare endnu hyggeligere. Det med at ryge fede gjorde jeg i øvrigt aldrig igen – det var slet ikke noget for mig.

For nu at gøre en lang historie kort: Jeg flirtede med at være socialist i et års tid eller to. Jeg havde endda en cowboyjakke (det gik vi med dengang), hvor der på ryggen stod “Længe leve Christiania”. Og mit hår nåede ned over skuldrene!

Mine hårdt prøvede forældre tog det stille og roligt. Vi havde faktisk nogle fremragende diskussioner om politik, som altid og uden undtagelse efterlod mig med en fornemmelse af, at jeg lige havde sagt en masse ævl. Det sagde de nu aldrig – de fremførte blot deres argumenter, og lod mig om at fordøje dem.

Da jeg fik mit første fuldtidsjob som 16 årig som arbejdsdreng på en møbelfabrik, begyndte det der med virkeligheden at gå op for mig. Jeg måtte indrømme, at de hyggelige stunder hos min kammerat og hans mor med venner, der afsang røde sange, fik et andet lys så at sige. Det gik op for mig, at ud af den faste flok på en 7-8 mennesker, var det kun én (min vens mor), der faktisk ernærede sig selv. Resten var enten evighedsstudenter eller “på sjalen”. Og her sad de så og sang om den onde kapitalisme, der brødfødte dem år efter år. Og hvad der var endnu værre: De badede i selvretfærdig solidaritet med “arbejderne”, der jo altså gik og knoklede skattepenge hjem til dem, mens de selv gik og gloede på træer, røg en fed og gik til 1. maj demonstrationer.

Det var i de år, hvor det der med arbejderklassen smuldrede. En husstand med to fabriksarbejdere boede pludselig i egen bolig og havde bil, rejste til Mallorca hver eller hver anden sommer og alt det der. De eneste, der holdt liv i visionen om de stakkels hårdt prøvede arbejdere, var netop det slæng, der lod sig forsørge af den arbejderklasse, gik med t-shirts med Che Guevara (uagtet den mand var en af de mest bestialske massemordere i nyere tid) og andre besynderligheder.

Det var her, jeg stiftede bekendtskab med, at virkeligheden er klog. Og virkeligheden var og er jo, at uden et kapitalistisk funderet system er det umuligt at skabe de bedste betingelser for de fleste. Jeg begyndte at væmmes ved den frelsthed og selvretfærdighed og det hykleri, der både dengang og nu kendetegner venstrefløjen. Jeg lærte, at den største udbytning af “folket” altid vil ske i det system, der tilstræber laveste fællesnævner. Og så var en firkantet liberal kapitalist faktisk født.

En mosedreng der ikke passede ind

Jeg blev født som en mosedreng. Det blev vi kaldt – os, der levede i Pindstrup lige midt på Djursland. Pindstrup er en meget lille by med en meget stor fabrik, der laver spånplader. Vi kaldte fabrikken for krudtmøllen, fordi dengang i 70‘erne sprang den tit i luften. Pindstrup lå i kanten af en kæmpe mose, som var og er et unikt sted med en natur uden lige. Vi drenge levede meget af vores fritid i mosen. Enten fiskede vi, eller også legede vi røvere og soldater. Da vi blev ældre, var det i mosen, vi slæbte pigerne ud, så vi kune kysse på dem i fred, drikke forbudte øl og den slags. Vi kendte hver en tue, og vi kendte de planter, vi skulle gnide os med, når andre planter havde fået vores hud til at brænde.

Problemet med Pindstrup var, at der kun var én arbejdsplads – nemlig krudtmøllen. Enten arbejdede man der, eller også var man altså lidt mærkelig. Min far arbejdede faktisk der i ledelsen, til han skiftede karriere langt oppe i 40 års alderen, og min mor var fuldmægtig i et skovdistrikt i nabobyen. Jeg var altså ikke søn af fabriksarbejdere, og mine forældre havde to biler, længe før opsvinget og de glade tider for alvor slog igennem.

 

Mine herlige kammerater var alle uden undtagelse opdraget med Janteloven som en grundlæggende del, og det betød jo, at jeg pr. definition var lidt mistænkelig som søn af to funktionærer. Men det betød også, at jeg i hele min opvækst havde de mest ungdommelige forældre af sind – dels fordi de gerne ville være unge med mig, og dels fordi det simpelthen var sådan, de var. Det var derfor i mit hjem, at mine kammerater frit kunne tale om sex, piger og alt det andet, som var tabu i deres egne hjem. Og selv efter jeg flyttede hjemmefra, kom mange af mine kammerater på besøg hos mine forældre, hvor de fik en god snak og mange gode råd med på vejen.

Jeg havde en fantastisk barndom, men jeg passede aldrig rigtig ind i Pindstrup miljøet. Jeg kendte kun få begrænsninger i verden, men de fleste i min omgangskreds var pumpet op med kunstige begrænsninger. Mine kammerater skulle jo bare se at få skolen overstået, så de kunne komme på fireholdsskift på krudtmøllen og hænge ud på den lokale (og eneste) bodega over en lunken øl efter fyraften. OK – det lyder nok lidt fortegnet, men det var i store træk sådan, det var. Læg dertil, at de fleste i byen var fætre og kusiner, og der var faktisk en sjat, der mindede lidt om indavl. Rent Hillbilly miljø – men skægt var det nu også.

Da jeg som 16 år gammel lånte 25.000 kr. af min far (som jeg tilbagebetalte med renter på min 18 års fødselsdag) til en bil, som oven i købet var en fantastisk amerikansk V8, ville rædslen i Pindstrup ingen ende tage. Hvem troede han da lige, han var? Jeg brugte de halvandet år til min 18 års fødselsdag til at gennemrenovere den bil, så jeg på selve min fødselsdag kunne gå til køreprøven og køre hjem i min egen bil. En stor amerikaner med masser af chrom, malet som en haj og med et benzinforbrug hinsides det begribelige – det var altså for stærk medicin for det lille samfund. Jeg fik nok og forlod byen.

Prøv det hele mindst én gang

Jeg havde og har en umættelig appetit på eventyr. Når man har det, må man også tage en masse hug. Og det har jeg taget. Jeg har skabt mig selv en vældig gæld for mange år siden efter et eventyr som selvstændig, der ikke gik helt, som jeg havde planlagt det. Min opdragelse gjorde, at enhver tanke om at opgive var umulig. Derfor konverterede jeg hele min gæld til et banklån, som jeg så hyggede mig med i 17-18 år, før det var overstået. På et tidspunkt mens jeg var et sted midt i tyverne – altså omkring 1987-88 – havde jeg faste udgifter hver måned på godt 17.000 kroner. Det var dælme mange penge dengang på én indtægt. Der var måneder, hvor jeg havde mindre end 1.000 kr. til mad, tøj og fornøjelser. Så jo – jeg har prøvet den sure del af eventyrene også. Men det faktum, at jeg altid betalte enhver sit og aldrig har fået eftergivet en krone i gæld, gjorde, at jeg var et godt papir i banken og andre steder. Og det var det hele værd.

Jeg har lavet meget forskelligt, og jeg har aldrig været bange for, at mit CV skulle lide under mange arbejdspladser. Jeg har lært mere på de mange og meget forskellige arbejdspladser, end noget universitet eller nogen skole kunne have lært mig. Om det har været en fabrik, en kaserne, et kontor eller en lastbil – der var så meget at lære og opleve. Og jeg ville ikke gøre noget af det om, hvis jeg fik muligheden. Selv de sorteste øjeblikke var lærerige. Jeg skulle prøve det hele, og det vil jeg gerne give videre: Hvis du har lyst, skal du prøve. Du får intet for at lade være!

Nu ved du lidt om, hvorfra min verden går – og meget handler i høj grad om mål.