Yahya Hassan og ytringsfriheden

Kan du huske Yahya Hassan? Den unge mand med indvandrerbaggrund, der pludselig blev landskendt med en digtsamling, der vistnok udfordrede indvandrermiljøet. Jeg skriver vistnok, for jeg har ikke magtet at læse dem, efter jeg hørte den unge mand (som jeg for nemheds skyld refererer til som YH fra nu) læse op af dem i et tv-program. Udover hans besynderlige falset og råben, var det for mig blot en samling ord, der mindede om munddiarré. Tag det med et gran salt, for jeg er ikke en, der læser digte generelt.

Forleden besluttede YH så at ville påvise, at ytringsfrihed ikke gælder begge veje. Om den beslutning skyldtes, at YH keder sig lidt bag PETs beskyttelse, eller om han virkelig troede, at der var hykleri bag ytringsfriheden, ved jeg ikke. Formålet er også ligegyldigt – det interessante er, hvordan både ofrene for YHs eksperiment og den kulturradikale elite reagerede.

Ytringsfrihed er absolut eller død

Inden jeg går videre, må jeg hellere lige gøre mit standpunkt klart, når det gælder ytringsfriheden. Den er absolut, og den er fundamental for vores frihed og vores demokrati. Den kan ikke gradbøjes på nogen måde eller i nogen form. Den skal naturligvis tage hensyn til gældende lov – for eksempel Injurielovgivningen. Trusler er jo også forbudte – og dermed ikke omfattet af ytringsfriheden.

Faktisk er det i både Danmark og i USA, hvor jeg bor, umanerligt nemt at forstå og efterleve ytringsfriheden, hvorfor det er overraskende, at så mange i Danmark viste, at de end ikke forstod grundprincippet i ytringsfrihed, da YH kom med sin provokation.

Muhammedtegningerne startede det hele. De viste den afgrundsdybe kløft mellem den civiliserede verden og resten, der gik amok i en volds- og blodrus, der langt fra er ophørt endnu. I mine øjne var og er det helt og aldeles OK at tegne og trykke tegningerne af Muhammed som gris, med en bombe, som en hund osv. Ligesom det er helt OK at tegne og trykke tegninger af Paven, Prinsgemalen, statsministeren og Maren i Kæret i latterlige situationer. Sådan har vi gjort siden før Svikmøllen, Blæksprutten og Charlie Hebdo. Det er en del af vores måde at være frie på: Vi kan, vil og tør udfordre, bruge satire og lave grin med autoriteterne.

Både danskere, franskmændene og andre med hang til sort humor og satire har nu aldrig været ubehøvlede og nedkastet profettegninger over et muslimsk land og den slags. Næ – vi har holdt satiren i vores hjemlige medier. I lande med ytringsfrihed og sekulære systemer. At sende tegningerne til for eksempel Pakistan eller Saudi Arabien ville være ualmindeligt ubehøvlet og tåbeligt. De har jo hverken ytringsfrihed eller satirisk/humoristisk tradition.

Skal vi lige runde min holdning af? Jeg mener, at tegningerne og hvad de gæve gallere hos Charlie Hebdo kan frembringe, skal trykkes igen og igen. Ikke for at provokere – men fordi vi ganske enkelt ikke har råd til at give køb på ytringsfriheden og underlægge os et middelalderligt tyranni.

Yahya Hassan lavede årets største selvmål

YH manipulerede et billede, så Henrik Dahl (Folketingskandidat for LA) fremstod i en naziuniform:

Lidt senere postede YH så dette billede, der måske og måske ikke går lige på kanten af trusler:

 

Henrik Dahl og de andre “ofre” for disse ret pubertære udladninger fra YH tog det med stoisk ro. De bifaldt YHs ret til at sige og tegne frit – og de erklærede sig naturligvis uenige i budskabet. Andre var også uenige – og de protesterede mod sammenligningen mellem Henrik Dahl og en nazist. Og så skete det forunderlige – det helt absurd komiske: De kulturradikale sagde: “HA! Hvad sagde vi? Henrik Dahl er tegnet som nazist og andre med løkken om halsen, og det kan de ikke lide. Altså er der ikke ytringsfrihed, når det er dem, det går ud over”.

De kulturradikale har – igen – intet forstået

Jeg har lige kaldt det absurd komisk – men reelt er det mere tragikomisk, hvordan så mange “frelste” har reageret. De har taget Henrik Dahls og mange andres reaktioner over YHs udgydelser som egn på, at YH ikke skulle have ytringsfrihed, og det er jo helt og aldeles ude i hampen. At have ytringsfrihed betyder at have frihed til at ytre sig – men det betyder bestemt ikke en beskyttelse mod modstand og protester! Det er det, der er både tragikomisk og sørgeligt, at så mange ikke har forstået.

Sagen er jo, at “ofrene” for en satire jo også har ytringsfrihed til at gå i debat og dialog, hvilket de bemeldte herrer gjorde. Responsen fra YH var at true med at sende sine fætre, men det overrasker egentlig ikke mig, at han truer med det.

Da Muhammedtegningerne udkom, var der heller ikke nogen normale mennesker, der havde det mindste imod, at muslimer i Danmark og i resten af verden protesterede. I Vesten er det jo en lovsikret ret at kunne, og jeg forstår da godt, de protesterede. Det er jo deres religion, og de ved udmærket, at den er så svagt funderet, at deres profet kan trues af en pen. Det gale var, at protesterne indebar vold, mordforsøg, brandstiftelser, dødstrusler og senest altså mord i Paris og København.

Et ganske fint eksempel på, hvor galt man kan få sagen i halsen – hvis man vil. Den omtalte Mads har blot gået ind i debatten, sagt at det er træls at blive tegnet som nazist og med en løkke om halsen. Det er den slags, vi kan i Vesten: Tage til genmæle med ORD og ikke med bomber og terror. Men tager man til genmæle, er man mod YHs ytringsfrihed. Sikke noget fordrukkent sludder!

Men hvad så med den ytringsfrihed?

Først og fremmest må vi i Vesten slå fast, at vi har bestemt, der skal være ytringsfrihed. Den skal naturligvis og uindskrænket gælde for alle, så længe loven i øvrigt overholdes. Når folk med en anden baggrund og religion flytter til Vesten, må de tage et af to valg:

1. Respektere ytringsfriheden og selv bruge den til debat, dialog og protest, når de føler sig fornærmede – ligesom vi andre gør
2. Forlade Vesten og tage ophold i et land, der ikke har ytringsfrihed, og hvor deres profet ikke fornærmes

Når jeg ser udmeldinger fra for eksempel muslimer eller kristne, der angriber det at være ateist (som jeg er), sender jeg ikke krudt og kugler efter dem. Enten ignorerer jeg dem, eller jeg går i dialog med dem. Ligesom Henrik Dahl m.fl. har gjort det med YH.

Der er ikke reel mulighed for ytringsfrihed med begrænsninger, der siger, at vi for eksempel ikke må ytre os negativt om en religion, tegne en profet eller hvad ved jeg. Det er klingende hult at sige, at vi skal undlade at fornærme muslimer ved at tegne profeten. Hvorfor skal vi det? Skal vi så også undlade at fornærme royalisterne ved at tegne Prinsgemalen med hængevom? Eller socialdemokraterne ved at tegne statsministeren som en blond gås? NEJ! I Danmark og i Vesten generelt kan vi lave satire – og det gælder også Muhammed. Vi skal så også acceptere, at vi fornærmer en hel del muslimer, og vi skal tage dialogen med dem.

Indtil videre har Islam jo bevist, at Muhammed med en bombe i turbanen var mere korrekt end bare lige. Men muslimer af alle farver er mere end velkomne til at debattere det på demokratisk vis. Det er ytringsfrihed – det er demokrati og frihed. Og til oplysning for de kulturradikale: Jo – man kan sagtens blive sur og gå i klinch med en “digter”, der har sat ens hoved på en naziuniform m.m. uden at anfægte samme “digters” absolutte ret til at gøre det!

Ovre på bitterblog.dk fandt jeg næsten samme holdning som min: http://www.bitterblog.dk/2015/02/tal-videre-yahya-hassan.html

Rosenstand out!